TENDER, LOVE AND CARE... | www.kruuse.com

Find produkt

TENDER, LOVE AND CARE...

Af Stud.med.vet Maiken Bayer Thode og Stud.med.vet. Camilla Løkke Stougaard, 2013.
(Uddrag fra artikel - læs hele artiklen nederst på siden)

Tilbage til "KRUUSE støtter" oversigt >

Frivilligt arbejde for TOLFA
Som dyrlægestuderende med bankende hjerter for dyrevelfærd valgte vi at dedikere 3 uger af vores sommerferie 2013 til TOLFA. Beslutningen var let og målet var klart. Projektet TOLFA lød i vores ører som den perfekte mulighed for at hjælpe dyr i nød og opleve en anden side af veterinærmedicinen. 

Første møde med hospitalet var 10-15 forkrøblede og efter første indtryk invalide hunde som forbløffende nok susede rundt på gårdspladsen på hhv. 2 eller 3 ben. Humøret fejlede intet til trods for hundenes forskellige invaliditeter. Den første dag blev vi kyndigt vist rundt på hospitalet og så var det ellers bare i gang med arbejdet.



Vores arbejde som frivillige var nøje tilrettelagt i rotationer på områderne 60-kennel, 40-kennel, hvalpehuset, karantænen, kirurgi, anæstesi og store dyr. TOLFA forsøgte at efterstræbe at alle frivillige fik lige mange dage på de forskellige poster, hvilket var en opgave i sig selv med op til 10-12 frivillige ad gangen. 

En typisk dag på TOLFA tog start med hundeluftning i lange baner. Hver frivillig havde ca. 7 hunde at lufte om morgenen. Morgenerne var derfor altid et virvar af hunde der nød vores omsorg og opmærksomhed, hvis ellers deres helbred tillod dem at have overskud. De fleste hunde var imponerende gode til at gå i snor på trods af at de var gadehunde. 



Efter morgenluftningen gik hver og en ud til sit respektive område og dagens operationer og behandlinger kunne igangsættes. 
I 40-kennel fandtes nyligt indfangne hunde som pga. skader eller behov for neutralisation var bragt til hospitalet, og afdelingen fungerede som en slags akutmodtagelse. 60-kennel husede hunde som havde mindre akutte lidelser som krævede længerevarende behandling (sår, hudpatienter) samt hunde som var klar til at blive sat fri. 



Vores arbejde på klinikken var spændende men til tider grænseoverskridende. I Indien er det ikke  ”tilladt” at aflive dyr, men i alvorlige tilfælde tillod hospitalet aflivning. Det var en mental udfordring at arbejde med patienter som man i Danmark måske for længst ville have opgivet, omvendt var det meget opløftende at se, at det kan lykkes at stabilisere en patient uden fancy diagnostik og hightech udstyr og at et dyr på 2-3 ben, eller med kroniske motoriske nerveforstyrrelser sagtens kan få et godt og værdigt hundeliv på langt sigt. 



TOLFA fungerer på baggrund af et meget begrænset medicinsk og kirurgisk udvalg af udstyr. Diagnostik foregik med hænderne, og blodprøver, røntgen eller ultralyd var noget man måtte tænke sig til. 

Da vi en tilfældig onsdag morgen kom trillende med en overfyldt kuffert med ting sponsoreret af Kruuse, så alle til med store øjne. Dyrlægerne kom farende til da de hørte rygtet om at nyt udstyr var blevet sponsoreret til dem. Stolt kunne vi vise frem hvad vi havde med og hver og en ting blev taget imod med kyshånd. 



Nye sakse, termometre og kirurgiske drapes var tiltrængt og de nye ting blev straks taget i brug. Især på kirurgi nød man godt af nye engangs drapes, og gamle slidte stofdrapes kunne for en tid blive pakket væk. På behandlings gangene lød det hurtigt ”take kruuse” når temperaturen skulle tages, idet de gamle termometre var så utrolig langsomme i forhold til de nyere mærket med ”kruuse”. 

På vegne af TOLFA: TAK KRUUSE!

Læs fuld beretning HER > 
Se alle billeder HER >